Zara vinder over Louboutin

Skrevet den

Vi har tidligere skrevet om Louboutins ihærdige kamp for at bevare sin eneret til røde såler. Sidste år tabte Louboutin nemlig en forbudssag i USA mod Yves Saint Laurent (sagen er ikke endeligt afgjort), og nu har Louboutin tabt en retssag i Frankrig mod tøjkæden Zara. Louboutin havde sagsøgt Zara efter at de havde solgt en sling-back sko med røde såler. Byretten gav Louboutin medhold i, at der var tale om en varemærkekrænkelse, men Zara ankede til landsretten og fik her medhold. Landsretten mente nemlig, at Louboutins varemærkeregistrering var for vag, især fordi den ikke nævnte hvilken rød pantonefarve, beskyttelsen skulle gælde. Herudover udtalte landsretten, at der ikke var nogen risiko for, at forbrugerne ville forveksle Zaras sko (såler) med Louboutins.  Ser man på prisen, så er den i hvert fald ikke til at forveksle. Louboutins sko koster ca. 5.000 kroner mod Zaras til ca. 500 kroner.

Louboutin har efterfølgende indgivet en ny varemærkeansøgning, som angiver præcis hvilken rød farve, det er deres varemærkebeskyttelse omfatter. Om dette vil betyde, at de får medhold i fremtidige sager tvivler jeg på. Problemet for Louboutin er, at de allerede har mistet eneretten til røde såler per se, hvorfor de nu kun kan gå efter røde såler, der har prævis den samme røde farve. Så mon ikke skoproducenterne fremover blot vælger en lidt anden rød farve? Jeg tror i hvert fald, at vi kommer til at se mange flere sko med røde såler…