Tromborg

Tromborg indretning ikke designkoncept

Skrevet den

Sø- og Handelsretten har i en sag mellem Tromborg og en tidligere forhandler vedrørende påstået kopiering af Tromborgs butiksindretning frifundet forhandleren. Retten fandt nemlig ikke, at Tromborg havde et egentligt designkoncept som var beskyttet.  Retten udtalte bl.a., at generelle formuleringer om at produkternes omgivelser skal være holdt “lyst og enkelt”, “i hvidt og lyseblåt” samt afspejle “less is more” og skandinavisk stil, ikke er nok til at være et designkoncept. Der skal mere til, som f.eks. detaljerede designmanualer og nøje anvisninger af inventar og andre materialer, der skal bruges ved indretningen. 

Tromborg havde ikke sådanne designmanualer og stole, borde og hylder var i vidt omfang standardvarer. Desuden havde Tromborg ikke fulgt sine egne ideer absolut, men tilpassede dem efter lokalitet og pladsforhold, ligesom designet i tidens løb undergik en række ændringer. Forhandleren for Singapore fandtes derfor ikke at have krænket noget designkoncept til butiksindretning.

Hvis I ønsker at jeres butiksindretning skal være beskyttet som designkoncept, så kræver det altså både at indretningen beskrives og følges ned til mindste detalje, men også at den består af en vis grad af specialdesignede elementer og ikke blot af standardvarer.

Læs hele afgørelsen her