Pas på azofarvestofferne

Skrevet den

Danske virksomheder har svært ved at følge med den hurtigt voksende regulering af farlige kemikalier i bl.a. tøj og smykker. Det er især udrulningen af EUs kemikaliedirektiv REACH, der rammer virksomhederne. Det er en omfattende og svært forståelig lovgivning, som bliver løbende udvidet. For modebranchen er det dog især azofarvestoffer, som er vigtige at holde øje med. Stofferne kan frigive visse aromatiske aminer, som kan være kræftfremkaldende og give allergi, og det er derfor forbudt at importere eller sælge tekstil- og lædervarer, der er farvet med ulovlige azofarvestoffer. Azofarvestoffer udgør 60 – 70 pct. af alle anvendte farvestoffer og findes især i varer produceret i Østen. Så hvis man som virksomhed i modebranchen starter med at sørge for, at de tekstiler, som man anvender ikke indeholder ulovlige azofarvestoffer, så er man kommet et langt stykke. I efteråret fik både Bestseller og IC Company’s  en tur i mediemøllen efter at have solgt tøj indeholdende de farlige azofarvestoffer. I Danmark er det Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, der fører tilsyn med, at reglerne overholdes.