Parallelimport – Do’s and Don’ts

Skrevet den

Her får I en kort guide til hvad der er op og ned på reglerne om parallelimport.

Hvad er parallelimport?

Parallelimport er import af en vare, der er fremstillet af rettighedshaveren selv eller med rettighedshaverens samtykke og bragt lovligt på markedet i det land, hvor varen købes. Ideen med parallelimport er at opkøbe en vare i et billigt land og sælge den i et dyrt land.

Hvornår er parallelimport lovlig?

Parallelimport er lovlig, hvis varen er ægte og importeret fra et EU-land, hvor varen er bragt på markedet med rettighedshavers samtykke. Importeres varen fra et land udenfor EU-land eller fra et EU-land, hvor rettighedshaver ikke har givet sit samtykke til omsætningen, er importen ulovlig. Det gælder selvfølgelig også, hvis det måtte vise sig at varen er en kopi.

Hvis for eksempel en rettighedshaver har produceret nogle bluser og bluserne med dennes samtykke er solgt i et EU land, for eksempel Grækenland, så kan rettighedshaver ikke forhindre parallelimport af disse varer til andre EU-lande.

Hvis derimod rettighedshaver alene har solgt bluserne udenfor EU, for eksempel i USA, så er det ikke lovligt at importere disse bluser til Danmark eller andre EU-lande. Heller ikke selvom bluserne er ægte.

Hvad skal du sørge for som parallelimportør?

Som parallelimportør skal du sikre dig, at:

  1. varen er ægte, og
  2. at importen er sket fra et EU-land, hvor varen er bragt på markedet med rettighedshavers samtykke.

Det kan du gøre ved at få en advokaterklæring fra sælger om, at varen er ægte og frit omsættelig inden for EU.

Hvis du alligevel har mistanke om, at varen er en kopi (eventuelt på grund af  pris, kvalitet, emballage eller lignende) eller at den ikke kommer fra EU (for eksempel fordi sælger har oplyst, at den afskibes fra et land udenfor EU), bør du holde dig fra at importere varen eller bede sælger om yderligere dokumentation. Ellers risikerer du nemlig at blive ansvarlig, hvis det viser sig at advokaterklæringen ikke er korrekt.

Hvad så hvis du mødes med et krav?

Hvis en rettighedshaver eller autoriseret forhandler gør gældende, at der er tale om en kopivare eller at varen ikke er bragt i omsætning i EU med rettighedshaverens samtykke, så bør du fremsende en advokaterklæring fra sælger om at varen er ægte og frit omsættelig inden for EU.

Hvis rettighedshaveren er uenig i indholdet af advokaterklæringen, må rettighedshaveren bevise, at varen er en kopi eller at varen ikke er bragt i omsætning i EU med dennes samtykke.

Hvad kan du stille op overfor parallelimport?

Hvis vi drejer fokus og ser parallelimport fra en rettighedshavers eller autoriseret forhandlers synspunkt, hvad kan du så gøre, hvis du konstaterer parallelimport af dine varer?

Hvis importen er lovlig, det vil sige at der er tale om import af originale varer fra et andet EU land, hvor rettighedshaver selv har bragt varerne i omsætning, så kan du som udgangspunkt ikke gøre noget. Undtagelsen er dog, hvis importøren markedsfører sig selv som autoriseret forhandler af varen eller på anden vis laver vildledende markedsføring. Du kan også gribe ind, hvis importøren ændrer i varemærkerne på varen.

Hvis du har mistanke om, at en såkaldt parallelimporteret vare er en kopi eller at varen ikke er bragt i omsætning i EU med rettighedshavers samtykke, så bør du købe et eksemplar af varen og få undersøgt varen nærmere. Du skal som rettighedshaver nemlig kunne bevise, at:

  1. varen er en kopi, eller
  2. at importen er sket fra et EU-land, hvor varen ikke er bragt på markedet med rettighedshavers samtykke.

Først når du kan bevise det, kan du kræve at importøren ophører med salget.

 

Dette indlæg er skrevet til FashionForum.