Mundtlige aftaler

Skrevet den
Mundtlige aftaler er både gyldige og forpligtende. Men du kommer sjældent ret langt, hvis du kun har en mundtlig aftale, for det er dig, der både skal bevise, at der er indgået en aftale, og hvad aftalen indebærer. Og det kan du sædvanligvis ikke, hvis den anden part nægter at have indgået en aftale med dig.
 Foreligger der andre indicier som f.eks. mailkorrespondance, kvittering for betaling, udført arbejde eller lign. kan det dog være muligt at bevise, at der foreligger en mundtlig aftale. Har der været vidner til aftaleindgåelsen, som støtter din forklaring, har du også en chance for at bevise, at der er indgået en aftale.Men det næste problem er så at bevise, hvad aftalen rent faktisk indebærer. Hvornår og hvordan skal der leveres? Hvornår og hvad skal der afregnes? Ophører aftalen automatisk eller skal den opsiges? Hvad sker der, hvis varen eller tjenesteydelsen forsinkes, er mangelfuld eller lign.?
Da der er stor usikkerhed og risiko forbundet med indgåelsen af en mundtlig aftale alene, bør du som minimum få de vigtigste aftalepunkter nedfældet på skrift. Det behøver ikke at være et langt dokument, men kan alt efter forholdet blot være en e-mail, der bekræfter hovedpunkterne i aftalen.
 Ud over at lette løsningen af tvister mellem parterne, fremmer skriftlige aftaler rent faktisk også forretningsforholdet, da tvivl og misforståelser skaffes af vejen før de udvikler sig til diskussioner og problemer.  En skriftlig aftale giver også en større sikkerhed for, at det leverede bliver, som begge parter havde forventet. Så fat pennen (eller tastaturet) og få nedskrevet de mundtlige aftaler.
Foto: