Mærkevarer sælger bedre

Skrevet den

Forbrugerne vælger, i langt højere grad end tidligere, velkendte mærkevarer når de shopper.

I en forbrugerundersøgelse lavet af amerikanske Brand Keys, svarede 29% af de 7.500 adspurgte mænd og kvinder, at mærket har afgørende betydning for deres valg af varer. Da samme undersøgelse blev publiceret første gang for 5 år siden, svarede kun 8% af de adspurgte, at et brand logo eller navn var bestemmende for deres shopping.

Tallene taler et tydeligt sprog. Nemlig den hastigt voksende betydning for branding og brandidentitet som direkte målestok for vækst. Varemærkets evne til at skabe værdi eller en illusion om værdi for kunderne, har i dag afgørende betydning for et mærkes succes.

Forbrugerne vælger nemlig velkendte varemærker, fordi de kan være med til at understrege en vis livsstil og sende en eksklusiv signalværdi til omverden, som passer ind i kundernes selvopfattelse og drømme. Mærkerne er med til at iscenesætte forbrugerne. Og fordi de er det, så vil forbrugerne også gerne betale mere for varerne.

Det kan med andre ord betale sig at skabe et stærkt varemærke. Herved kan man nemlig opretholde en høj efterspørgsel og pris.

Det bedste eksempel vi har på denne filosofi, er luksus giganten Louis Vuitton. Louis Vuitton holder aldrig udsalg og giver aldrig rabatter. LVMH gruppen som ejer Louis Vuitton, anslås at have en markedsværdi på små 460 mia. kr. og havde i 2011 et overskud på 26 mia. kr. Og det går kun fremad for dem.

Andre velkendte virksomheder, som har formået at skabe et stærkt brand, er bl.a.  Chanel, Nike, Gucci, Calvin Klein, Burberry, Lacoste, Dior og Yves Saint Laurent. Af danske brands har Hummel forstået ideen med branding og er godt på vej til at blive et stærkt brand.