Højesteret nedsætter Pumas erstatning

Skrevet den

Puma blev den 26. marts 2010 i Sø- og Handelsretten tilkendt en erstatning på kr. 250.000 for Faktas krænkelse af Pumas varemærkerettigheder. Fakta havde solgt en sko i sine butikker med en stribe på siden som til forveksling lignede Pumas formstrip. Skoene bar dog ikke ordmærket Puma.

I dag har Højesteret så nedsat erstatningen til kr. 25.000 med den begrundelse, at Puma ikke kunne dokumentere en omsætningsnedgang, og at et rimeligt vederlag (i denne sag på 10%) skulle beregnes af Faktas omsætning, som kun var kr. 156.872 inklusiv moms.

Dommen er i tråd med Højesterets dom af 26. januar 2009 i sagen Burberry mod Tiger (ikke tøjkæden) og betyder altså, at man som rettighedshaver ikke skal forvente den store erstatning, hvis ikke man kan dokumentere en omsætningsnedgang og krænkeren kun har tjent et beskedent beløb på de krænkende produkter.