shoes

“Hey shoe lover”-kampagne i strid med markedsføringsloven

Skrevet den

“HEY SHOE LOVER! FÅ ET GAVEKORT PÅ 200 KR TIL ONLINE SHOPPING! KUN 5 KR.”

Sådan lød overskriften på en kampagne fra PointShop A/S tilbage i 2011. Nu har Forbrugerombudsmanden fået Retten i Ålborgs ord for, at kampagnen var i strid med markedsføringsloven.

Kampagnen, som blev markedsført overfor en lang række forbrugere pr. e-mail, gav det indtryk, at man for en betaling på 5 kr. kunne få et gavekort på 200 kr. til online shopping på en kendt skokædes hjemmeside. Formålet med kampagnen var imidlertid også, at få forbrugerne bundet op på et VIP-abonnement til Point-Shop, som kostede 270 kr. om måneden. Da villkårene omkring abonemmentet stod skrevet med lille skrift nederst på siden, og da der højere oppe på siden stod, at det var gratis at handle, og at forbrugeren ikke bandt sig til noget, var kampagnen vildlende og i strid med markedsføringsloven. PointShop A/S blev derfor  dømt til at betale 60.000 kr. i bøde for kampagnen.

Dommen viser, at man som erhvervsdrivende skal melde klart og tydeligt ud, hvad det er, som forbrugerne forpligter sig til ved at benytte et tilbud, og ikke forsøge at snige noget ind ad bagdøren.

PointShop A/S har anket dommen til Vestre Landsret.