Gucci

Gucci taber til Guess

Skrevet den

Sidste år vandt Gucci en vigtig sejr over Guess ved domstolen i New York. Nu har en domstol i Italien imidlertid givet Guess medhold i en sag vedrørende de samme forhold.

Ikke nok med at den italienske domstol afviste samtlige af Guccis krav mod Guess, så fastslog domstolen også, at tre af Guccis varemærker skal udslettes, nemlig Guccis diamant figurmærke, G logoet og ”Flora” figurmærket.

Gucci er naturligvis langt fra tilfredse med afgørelsen, som de har meddelt, at de vil anke til næste instans. De kalder Guess’ brug af G-logoerne for ”snyltning på Guccis varemærker og brand” og mener, at afgørelsen er ”potentielt farlig for beskyttelsen af Made in Italy varer”.

Uover denne sag i Italien, som nu kommer til at versere de næste par år, så har Gucci også to andre retssager mod Guess i Kina og Frankrig om samme forhold, så det varer et stykke tid inden der er en afslutning på kampen mellem Gucci og Guess. Vi følger spændt med på sidelinjen.