Burberry kopisag når nye højder

Skrevet den

Tidligere på måneden vandt Hermès $100 millioner i en kopisag, så vandt UGG $686 millioner i en lignende sag, og i sidste uge blev det Burberrys tur til, at vinde $100 millioner i en omfangsrig sag mod kinesiske webshops, der solgte mindst 22 forskellige designs kopieret fra Burberrys sortiment. Der var især tale om tasker i deres kendte tern.

Beløbets størrelse i sig selv er ikke noget nyt, men dommeren har i forbindelse med tilkendelsen på $100 millioner, givet Burberry adgang til, at hente beløbet på kopihjemmesidernes PayPal konti. Det letter i høj grad inddrivelsen for designvirksomheden, da bagmændene ofte hurtigt forsvinder bag falske identiteter og mailadresser, allerede inden sagen er afsluttet.

Burberry har derudover fået retten til domænenavnene, og retten udtalte, at sociale medier, som Facebook, Twitter og Google, fremover vil kunne drages til ansvar, hvis de lader kopisiderne lave reklame eller bannere på deres netværk sider, eller på anden måde samarbejder med kopisterne.

Tidligere har domstolene fokuseret på kopisternes ansvar, så det er dejligt at se, at rebet strammes om domæne- og betalingsudbyderne, så det bliver sværere for kopisterne at sælge falske produkter og lettere for rettighedshaverne at få deres erstatninger i hus.