Bedre beskyttelse for designklassikere

Skrevet den

Som vi tidligere har skrevet om, læs her, så er det et stort problem for danske møbelklassikere, at møbelkunst i England kun er beskyttet i 25 år fra frembringelsesdagen – mod 70 år fra designerens død i Danmark og langt de fleste EU lande. Det betyder nemlig, at firmaer i England lovligt kan fremstille og sælge kopier af designklassikerne, og udbyde dem til folk udenfor England. Men det ser nu ud til at blive ændret. I England er der nemlig blevet fremsat et lovforslag om at ophæve den nugældende korte beskyttelse, og i stedet indføre en beskyttelse på 70 år fra designerens død. Ser man på den opbakning, som lovforslaget har fået, så tyder alt på, at det bliver vedtaget. Vi glæder os over, at det hul i lovgivningen bliver lukket, så vores flotte danske designs slipper for at blive kopieret til hudløshed.